Sider

torsdag den 1. september 2011

Det skrider frem!!

Der er blevet klippet og samlet, printet og limet i dagevis og efterhånden er der en god bunke af forskellige ting!
Flagranken er ved at være samlet og har flettet så mange stjerner at jeg ikke orker flere.
Nu skal jeg bare finde ud af, hvad stjernerne skal bruges til.... Sætter nogle af dem på tandstikker og stikker dem i maden, men derudover ved jeg endnu ikke om de bare skal ligge på bordet i løsvægt eller i skåle eller lign.?

Flagranken er endnu engang downloaded hos hende , bogstaverne er så bare lavet i Word, printet, klippet og limet på :)

Det tog sin tid, men med denne glimrende vejledning var det supernemt at lære og ret hyggeligt at sidde med foran fjernsynet :)

Printede alm. A4 papir fra Word med hans navn over det hele og flettede derefter stjernene af 2 strimler. :) På den måde blev de holdbare nok til at holde uden at strimlerne skulle være over 40 cm lange.

lørdag den 27. august 2011

Forberedelser

Disse dage går med at forberede os til den kommende barnedåb. Alt lige fra at male en gammel kostald, til at flette stjerner og 17 andre kreating.... jeg tror det bliver godt - jeg håber det!!

Og det hele er selvfølgelig inspireret af alle de gode DIY's herude i blogland! Sejt!!


Denne uge der nu er overstået, handlede virkelig om at få den overstået og nu har jeg det meget bedre igen - den bestod nemlig af lægebesøg - kollegakomsammen og møde med chefen, så barslen kunne aftales. Når man så lider lidt for meget af angst, så kan så mange ting på en uge godt kradse MEGET i min overflade- men hold op jeg er ovenpå bagefter.
Lægebesøget gik fint - fordi jeg har den BEDSTE praktiserende læge.
Hygge med kollegaerne var sørme hyggeligt og det var rart at sladre lidt igen.
Selv besøget hos chefen var smertefrit og den 25. juni 2012 er jeg tilbage på sygehuset.

Som sædvanlig totalt spild af nerver og angst... ;o) jeg lærer det aldrig!!

Kasper Sonne, Logo (angst), 2009

Someone pull the plug?! please....

søndag den 21. august 2011

På igen

En dejlig lang ferie er nu slut og hverdagen er begyndt igen - og dermed starter barslen også for alvor, nu hvor storebror og farmand er kommet i gang igen og mor ikke længere kan sove længe.

Nu er jeg også hoppet på blærbarbølgen og kan derfor bedre følge med den internettede verden og få klaret en masse på computeren... (læse blogs igen selvfølgelig ;)

Derfor burde jeg også få opdateret herinde noget mere, der er ingen undskyldninger nu..

Så sandt, så sandt - Home sweet home

lørdag den 16. juli 2011

Så så man lige mig....

....blive 30 år og 5 dage senere meldte lillebror sin ankomst, 5 dage før det planlagte kejsersnit.
Kl. 3 om natten gik vandet og kl. 10.29 kom han til verden ved kejsersnit - dog bare akut i stedet for :)

Livet er fantastisk og selvom jeg lider af søvnmangel og træt, træt krop, så er det bare så fantastisk, at blive mor igen. Han er allerede en måned gammel og det føles som om han altid har været hos os :)

Det bliver endnu mere skønt, når vi finder en mere hverdagsvenlig rytme, end den vi har i øjeblikket, hvor vi er i søvnunderskud konstant - ja altså mor og far.. Lillebror sover fint, når det passer ham ;)
Egentlig burde jeg gå og prøve at holde ham vågen, sådan at han kan sove bedre resten af natten. Men får kun mulighed for at sidde her, hvis jeg lader ham i fred nu..
Jeg kan vel også bare sove, når jeg bliver gammel ikk? Og 30 er da ingen alder... vel?

Nu mor til 2 fantastiske superduperdrenge og kæreste med fantastisk baconmonster ;)

Helt ny

14 dage gammel

fredag den 10. juni 2011

Mens vi venter...


Er blevet forvist til computerrummet med lukket dør, mens sønnen laver fødselsdagsgaver til sin mor, som i morgen runder de 30 år!
Jeps, så nåede man så langt :)
Det er nu ikke helt tosset, at være lukket inde alene lidt - er nemlig ret blæst i hjernen nu...
Jeg har ventet og ikke mindst gruet for denne dag i lang tid - ikke fordi jeg fylder 30 i morgen, men fordi i dag har vi været på sygehuset for at planlægge fødslen af lillebror og jeg fik sørme mit planlagte kejsersnit, som ønsket.
Lægen ville ellers gerne have givet mig sin salgstale, for en alm. fødsel,  når jeg var blevet skannet... Men skanningen viste, at lillebror vejer 4000 g og med 2,5 uge til termin, kan han blive MEGET større...
Så lægen mente, at vi skulle skilles som venner og så fik jeg altså bare mit kejsersnit.

Så mandag den 20. juni bliver jeg mor for 2. gang til en dejlig dreng :)
Og skulle han komme lidt tidligere skynder de sig, at lave akut kejsersnit.. Den læge skal så meget med i min aftenbøn i aften ;)

Jeg ville så gerne blive mor igen inden jeg fyldte 30 og det nåede jeg næsten.. Pyt med de få dage :) Er bare så superglad for, at jeg er gravid og snart får lov til at holde lillebror i armene.. Hold kæft hvor jeg glæder mig nu...!!!

tirsdag den 7. juni 2011

Torden og lynild

I går kom forløsningen endelig... altså vejrmæssigt ;) Efter en meget lang og varm dag kom der bulderbrag. Vi blev dog ikke ramt af det varslede skybrud, men lyn og torden kredsede omkring os i horisonten.
300 billeder fik jeg knipset og fik kun 1 lyn i kassen :) Hurra for digitalkamera....



Elsker torden og lynild - men det gjorde jeg bestemt ikke som barn, da var jeg skræmt fra vid og sans, så jeg gør alt for at sønnen ikke skal være bange. Han legede så bare sørøver, mens jeg tog billeder af lynene, så indtil videre virker taktikken:  Mor er ikke bange - derfor er han ikke bange..

søndag den 5. juni 2011

Fars dag :)

Uden at lyve eller prale, så har jeg den sødeste farmand i hele verden :) Sådan er det bare!!
I dag fik han derfor en flaske gammel dansk med en hjemmehæklet lyserød elefant på og et skrabelod ;)


Elefanten er inspireret af og derefter frit oversat fra Maja Hansens bog Hæklede dyr

Det er bare så meget sommer i disse dage, at det næsten ikke er til at forstå... dejligt at have barsel og kunne dampe af i skyggen.. Ellers var jeg gået flad for længst.. I morgen kan vi ramme 26°....
Heldigvis ser det ud til at temparaturen falder en smule inden fredag, hvor vi skal til Næstved og skannes igen. Magter ikke at smelte alt for meget. Må hellere pakke skiftetøj for en sikkerhedsskyld... sveder bare ved tanken..


Tyk og meget træt med ømme ribben 37 + 0 i går :)


fredag den 3. juni 2011

Sommertid :)

Sidste weekend fik vi klaret konfirmaltion hos svigerfamilien lørdag, forårshygge i skolen søndag og så lige forældremøde mandag. Hold op vi var trætte og sønnike klagede over, at han slet ikke havde weekend.

Derfor er det bare HURRA for hele 4 fridage i denne uge.. Dog mest ham og jeg, da farmand har en masse vagter, men vi ser ham da indimellem. Hellere at han er på arbejde nu, så han i stedet er hjemme så meget som muligt, når lillebror kigger ud til os.
Sønnike er dog lidt farsyg i disse dage, så i morgen skal de 2 i biografen og se Arthur 3 og de glæder sig :)
Tykke mor bliver hjemme og bliver lidt tykkere... Hmmm måske man skulle bestille lidt bioslik med hjem....

Jeg har dog mest tilbragt de sidste 2 dage alene i solen, da mormor og morfar har taget barnebarnet med i sommerhus. Sommeren har jo virkelig ramt os!! fantastisk... så længe man ikke skal nogle steder. For med tyk mave og øget svedtendens (konstant) er varmen ikke ligefrem min ven.
Var til jordemor i onsdags og bagefter på besøg på arbejdet og selvom det var ugens køligste dag på ca. 18° fik jeg brug for både skiftebluse og trusser... Vandet drev simpelthen af mig... Pheww...
Lillebror blev skønnet til 3400 g, så det er virkelig en basse der ligger derinde og hygger sig. Maveomfanget er nået til 114 cm og vægten sagde i morges 81,8. Vi vokser gør vi :)

Hver dag vasker jeg alt i vasketøjsbunken, for at have det så meget i bund jeg kan, hvis lillebror pludselig kommer. Det er nervepirrende at man ikke ved noget med sikkerhed...
Men alt er efterhånden klar til ham, både seng, tøj og udstyr.. Nu mangler vi så bare at mor bliver klar.. hmm

Lillebrors flagranke, der hænger over hans tremmeseng

Flagranken kan downloades fra Kreative omgivelser og tak for det! :) Bogstaverne har jeg bare lavet i Word og limet på :)

fredag den 20. maj 2011

Babyblues

Så får jeg endelig taget mig sammen til at skrive lidt igen - som altid mister jeg alt lyst og energi til at skrive, når jeg er mentalt presset. Og det er jeg altså fordi fødslen nærmer sig og jeg er nervøs og ikke ved om jeg får lov til at få mit kejsersnit... Øv at jeg altid skal bekymre mig, men sådan er det nu engang... Vi må se hvad der kommer til at ske.


Ellers har jeg brugt tiden til at gøre klar til lillebror - vasket hans tøj, dyner, tæpper, samlet tremmeseng osv. Det er nu superhyggeligt at pusle med :)

Men kroppen er blevet meget mere træt og besværet i takt med at maven og lillebror vokser... Vægten har sneget sig op på 79,7 kg i dag og maveomfanget siger 111 cm... Jaja, det er stadig intet i forhold til hvor stor jeg blev med storebror og nu er jeg endda 34+6 i dag, så måske bliver jeg rent faktisk mindre denne gang!?!

Uanset hvad, så trives lillebror derinde og er MEGET aktiv :) Jeg blev skannet da jeg var 32+6 og da blev han skønnet til at veje ca. 2200 g, så det er også en stor basse, der ligger og hygger sig derinde :)

Jeg lærer aldrig at forstå dem der lige pludselig føder uden at vide, at de var gravide.... altså det ville aldrig kunne lade sig gøre for mig :)

                                                                    34+0 d. 14.5.2011




Opdatering

Ja nu må det altså være på tide, at lave en lille opdatering fra april og maj indtil videre.

Påsken var jo nærmest perfekt, med sol og sommer og ren hygge.

Mmmm det store hit er en masse frisk frugt og så is og flødeskum til... mums

Det blev både til lidt hjemmelavet påskepynt, som blev klippet, limet og lamineret. Tak til Sidsel som er så sød, at lade os andre snuppe et par ark, som er lige til at printe og gå i gang med :)
Og tak til Kreative omgivelser for spejlæg og høns. Hun har desuden også en masse andre gratis mønstre, som er lige til at downloade og printe ud.. LOVE IT :)



Det blev også til lidt hæklede æg, opskriften er fra Karen Klarbæk
Jeg nåede dog kun 2 stk, men opskriften er gemt til næste år og en dag lærer jeg vel, at begynde FØR tingene skal bruges ;-) Især påsken er jo hurtig overstået og så hurtig er jeg endnu ikke med hæklenålen.
I maj måned fik vi fine gæster :)

LilleFidusen kom med hjem fra 0. klasse igen og så blev jeg jo nødt til at hækle en lille ven til ham, så han ikke ville være ensom, når han ikke var med nogle børn hjemme på besøg :) Det blev så til MiniFidusen, som han så fint sidder med på billedet :)

Der udover fik vi besøg af en nu permanent beboer, som vi længe har ventet og glædet os til at møde, nemlig vores lille undulatunge Pipsi :)


Smuk, sød og MEGET fræk 

mandag den 25. april 2011

Påsken 2011

Endelig blev det tid til påskeferie og de her 5 dage har føltes som flere uger - altså på den gode måde...!

Der er blevet hygget, nydt solen, været kreative, haft gæster og gået sent i seng og sovet længe!
Det føles som om sommerferien allerede er begyndt - men i morgen er det hverdag igen, med madpakker, morgensang og lektier - bare ikke for mor, som har ferie i en uge mere og derefter straks begynder på sin længeventede barsel!!

Ugen er dog travlt besat allerede, desværre... tandlæge i morgen (arrgggh), jordemoder onsdag og på familiebesøg fredag... Godt det er weekend om kun 4 dage...

Stemningsbilleder fra påsken må komme senere - nu er det sengetid, for den madpakke smører ikke sig selv i morgen og sønnen kører ikke selv bilen til skolen.

De nyeste medlemmer i familien:  4 dværghøns og en hane... Som sønnen siger - man kan ikke bo på en bondegård uden at have dyr!!
Indtil videre har vi så 2 hunde, 1 kat, 1 hane, 4 høns og snart 1 undulat!

torsdag den 14. april 2011

Royal festdag!!

Sikke en royal festdag i dag. Flag på busserne, balloner og flag og en grøn og lyserød lagkage til patienterne i opholdstuen på arbejdet :O) Det var hyggeligt og der var en dejlig stemning.
Havde heldigvis fri 14.30, så jeg kunne nemt nå hjem og se festivitasen i fjernsynet.
Jeg synes virkelig, at Frede og Mary gør et fantastisk indtryk med deres lille skønne familie og jeg tror de bliver fantastiske monarker en dag :)

Uanset hvad skabsroyalisterne siger, så var det altså en festdag i dag!!

Josephine og Vincent

onsdag den 13. april 2011

5 dage tilbage..

5 arbejdsdage er alt hvad der står mellem mig og barsel og så endda kun 2 dage tilbage i denne uge.. Det er godt nok også ved at være tiltrængt. Lillebror lavede et eller andet nummer med mig i weekenden, så jeg lå vågen det meste af søndag morgen og ikke fik sovet i de næste 2 nætter.... AV for pokker.. Tror han vendte sig med hovedet nedad og av av av.. Kunne ikke ligge, stå eller sidde..
Men så pludselig 2 døgn senere var der fred igen.. Gad vide hvad han dog laver derinde??

Men uanset hvad, så nyder jeg virkelig at være gravid - tiden går bare alt for hurtig...
Glæder mig til barsel, så jeg kan komme ordentlig igang med at gøre klar til ham :O)
Har efterhånden samlet en masse sammen og nu kan jeg snart begynde at arrangere det hele eller i hvert fald så meget som kroppen tillader ;O)

Har endelig bestemt mig for en pusletaske efter laaaang søgning og denne lysegrønne med sommerfugle var kærlighed ved 1. blik :O) Og den er allerede ankommet og ligger nu og venter inde i skabet..

I dag mødtes jeg med min dejlige veninde på parkeringspladsen af vores fælles arbejdsplads og hun havde proppet bilen med tremmeseng og en masse babylegetøj, som hendes 2 guldklumper var vokset fra. Hvor er det bare skønt, at have sådanne dejlige gavmilde mennesker i sit liv :O)

torsdag den 31. marts 2011

12 dage tilbage....

Ja det er hvad, der er tilbage til jeg går på barsel, altså det er arbejdsdage :) Har taget mig et par dage i denne uge og har også fri på mandag og derefter er der 12 normale arbejdsdage tilbage. Hvis man ellers kan kalde dem normale, når vi på intet tidspunkt er fuldtallige på arbejdet og vi indfører så meget nyt, at alt vil ændre sig... Nå pyt, 12 dage må jeg kunne klare og så er der ellers dømt tiltrængt påskeferie og barsel :O)



Stjerneskuddet var forresten den der meteor der faldt ned i Danmark et sted, de leder stadig efter den. Ja så oplevede man da også at se sådan en falde ned fra himlen :)

tirsdag den 8. marts 2011

Forældremøde, stjerneskud og 7000 skridt mod foråret og barsel


Hentede lidt grene ind fra haven i søndags, men de var trods alt lidt bare, så hæklede en lille blomst til at pynte.. Skal vist bare have lavet lidt flere - og så denne gang i påskefarver tror jeg :O)








Har været til forældremøde i dag og lære om lyde og bogstaver og bevægelser.... Meget interessant faktisk - især når de unger skal lære ting, som børnestavning, som kort fortalt går ud på at de må skrive volapyk og vi voksne må ikke rette dem... Det ligger virkelig så fjernt fra det jeg lærte som barn, at det er svært at begribe, men jeg vælger at tro på det og lade det være hans fremtid... Men mærkeligt, det er det sgu!!

Så det flotteste og største stjerneskud jeg nogensinde har set, da jeg var på vej hjem - var lige ved at køre af vejen!! Himlen var virkelig flot og månen også... stod lidt i mørket og stilheden og sugede det til mig.... ahhhh..
Og ja - jeg huskede at ønske......

I går startede en skridttællerkonkurrence på arbejdet og i dag runder jeg de 7000 skridt. Ved godt at 10000 er det anbefalede, men synes det er ok for en træt gravid ;O)
Slog desuden begge mine kolleger i går, selvom de slet ikke regnede med mig som konkurrence... haha...
Konkurrencen kører de næste 14 dage, så må vi se hvor mange skridt det kan blive til i det hele :O)


Har lige regnet ud, at der er 30 arbejdsdage tilbage før jeg går på barsel og så kan jeg forhåbentlig også trække 4 afspadseringsdage fra, hvis jeg ellers får lov til at holde dem. Vi har desværre så travlt på arbejdet, at man i hvert fald ikke bliver skånet den sidste tid - tværtimod skal det sidste lige trækkes ud af en... suk..

Så nu er jeg træt og brugt - igen igen... og lister i seng...

fredag den 4. marts 2011

Isslag, træthed og en stadig lugt af gylle...

Det burde være forbudt, at være så træt... Og så endda på en fredag, hvor man endelig med god samvittighed kunne være længe oppe og slappe af... I stedet er jeg ved at segne og heldigvis har sønnen lige meddelt at det er sengetid.. selvom det så betyder at han vækker mig tidligt i morgen.. Nå pyt, kan altid snuppe en lur senere på dagen.. Det er min ret som gravid mor :D

Isslaget i dag gjorde, at folk trimlede omkring på gaderne og brækkede knogler hist og her og når man så arbejder på en knoglereparerende afd., så kommer der akutte kunder i kiosken.... suk...

Udenfor lugter der stadig af gylle, fordi frosten gør, at det ikke trænger ned og så bliver lugten her.. Hvem var det der sagde at det var en fordel, at sprede gylle om vinteren?? Ja ja, man er vel gammel bybo...tsk tsk..

Nå men lidt hækleri blev det dog til i denne uge... trods træthed og travlhed :)

Flere svampe og en rangletingest til lillebror, som matcher elefanten...

Ranglen kan findes her

fredag den 25. februar 2011

Overarbejde, plukveer og lugten af gylle...

Ja sådan ca. kan min uge beskrives... Overarbejde, der resulterede i de første rigtige plukveer, som varede hele eftermiddagen og aftenen og først forsvandt da jeg kom under dynen og kunne sove det væk...

Og så har bonden kørt gylle ud i denne uge. I den forbindelse vil jeg gerne stemme for, at man kun kører gylle ud om vinteren - det er så meget mere næsevenligt end på en varm sommerdag....

Sørger for at aflaste hver dag i lænestolen, lige efter arbejde med hækling og Landsbyhospitalet :o)
Hækler svampe - mest fordi de er nemme at gå til og så fordi jeg håber at få brugt dem til noget.
I første omgang, vil jeg gerne have en god bunke til at binde på gaver og lign. som pynt.


Opskriften  findes lige her fra den dygtige Tusindfryd


Og så lykkedes det mig også, at færdiggøre min elefant i denne uge, langt om længe. Sønnen var dog ikke sen til at forklare mig, at en elefant ikke har en lang hale eller museører...
Nu må vi se om lillebror kan lide den, når han kommer ud til sommer :o)
Endte forresten med at sy øjnene med sort garn.

mandag den 21. februar 2011

Projekter

Her er lidt af de seneste mdrs. projekter, som har været lidt påvirket af, at jeg har været lidt energiforladt og travlt optaget af både graviditet og arbejde :)
Prøvede at designe min egen sut, men endte med en lidt anderledes grøn svamp, haha
Har fundet en opskrift på nettet istedet, så vi kan pynte dåbsbordet med små hæklede sutter til den tid.
Cupcake til mormor fra nissen
Diverse fra nissen, inde i pakken er en rød fluesvamp
det hele bragte vist lykke :o)

Denne elefant har været undervejs, siden den positive test, men i opskriften er øjnene af plastik og det er jeg ikke så vild med, når det er til min baby, så jeg overvejer stadig, hvad jeg så skal gøre. Hækle/sy nogle? Regner med at få lidt inspiration rundt omkring på nettet :)

Elefantopskriften findes lige her
Juletingene er opskrifter fra diverse blade
og cupcaken er fra nettet, skal bare lige finde linket igen :)
Gad vide hvordan man laver de der smarte link, så man ikke behøver glo på hele adressen??
 Det må undersøges...
EDIT:   Og så fandt jeg ud af det.... Weeeee, det ser meget bedre ud :)

Vil du lære det? Så kig lige her

søndag den 20. februar 2011

Weekend

Og så blev det endelig weekend - og så var den slut.

Kærestemanden havde fri hele ugen, så han fik styr på nullermænd og rod fredag, mens jeg var på arbejde og det betød en hel weekend uden rengøring :o) Hvilket bestemt ikke er tosset, når man er helt kvast.... trætheden er ikke så markant mere, men kroppen er under konstant pres fra lillebror og maven lynvokser i øjeblikket, så jeg nærmest ikke kan være i min egen krop.
Synes også jeg er ALT for stor i forhold til, at jeg kun er i 22. uge nu...
I dag er der præcis 2 mdr. til sidste arbejdsdag og en forhåbentlig dejlig barsel, men døjer allerede nu med smerter i halebenet og foran, hvilket ikke bliver bedre af at sidde på et kontor 6 timer hver dag. Det er direkte smertefuldt, at sætte sig ind i bilen, når arbejdsdagen er slut.. Så er 2 mdr. ALT for lang tid endnu... og der er ingen kære mor på arbejdet.... Er du der, så arbejder du maks.

Har nået at vaske et par maskinfulde tøj og rydde lidt op og har hjulpet mormor med hendes computer, men derudover er det ikke blevet til alt det jeg gerne ville... Har et par hækleprojekter, der ligger i kurven, lidt maleri med sønnen og alt det andet kreative jeg så gerne vil.... men kan ikke engang sidde foran computeren mere end 1 time, før smerterne er for slemme... suk...
Man føler sig lidt utilstrækkelig... og kan slet ikke overskue at passe sit arbejde også...

Sikke et kedeligt og nedslående indlæg denne søndag... Men nu er det skrevet og måske får jeg snart taget mig sammen til at vise, hvad jeg trods alt har fået lavet de sidste par mdr. lidt senere :O)
Nu vil jeg ind og sidde i lænestolen på husets største og blødeste pude..... Det trænger numsen til ;o)

Lørdag skulle også tilbringes med Barnaby og papir og blyant i den bløde lænestol, men det eneste der blev rørt på billedet var kaffen.... Hvor er energien??

onsdag den 16. februar 2011

180° til lykken

Man kan gå og have de bedste intentioner om at blogge og for en begynder syntes jeg faktisk det gik ret godt - jeg fik nemlig blogget regelmæssigt, på trods af træthed og arbejde og andre forstyrrende objekter i mit liv :)

Det er nu 4 mdr. siden af jeg sidst lavede et indlæg og det var jo slet ikke meningen, at det skulle gå helt i stå......

Meeeen der er en ganske god og ikke mindst fantastisk grund.

Et par dage efter sidste indlæg opdagede jeg, at jeg var GRAVID!?!?!? Mig? gravid igen??? Efter 4 års kamp, tuderi, håbløshed, smerte, mere tuderi og sorg, sorg, sorg, så er det rent faktisk lykkedes os, at lave en lille baby, helt uden hormoner og indsprøjtninger og skanninger og alt det opslidende, som vi var igennem flere gange uden resultat.

Selvfølgelig er det ikke derfor, at jeg ikke skrev flere indlæg, men 14 dage efter den positive test ramte kvalmen mig - lige midt i den kommende storebrors 7 års fødselsdag med 7 vilde drengekammerater på besøg... SLAM sagde det bare og efterfølgende endte det med 4 ugers sygemelding, hvor jeg bare lå herhjemme og led.

Samtidig turde jeg ikke offentliggøre det nogle steder, ikke engang her, selvom jeg er ret sikker på, at ingen læser med endnu.

Tiden er gået med nervepirrende ting, som :

*Tryghedsskanning i uge 7, som sørme viste at der var gevinst :O)
*Nakkefoldsskanning, som gav et flot tal 5572!!!
*Kønsskanning, som fortalte os og storebror, at der ligger en bitte lillebror derinde
*MD-skanning, som fremviste os en sund og dejlig lillebror, der vokser som han skal og nu endelig er begyndt at sparke til sin mor og gøre opmærksom på sig selv :)

Alle er glade, ikke mindst den kommende storebror.. Det er helt klart mere hans baby end det er vores :)


Så nu er bloggen åben igen.... og jeg håber det går bedre med at skrive regelmæssigt.

Min store plan er jo, at når jeg om 2 mdr. går på barsel (JUBIIII) så kan jeg blive blog-mor med meget mere tid ;) Husker i hvert fald min sidste barsel, som nærmest foregik foran computeren hver aften/nat... Men det er jo også små 7 år siden, så vi må se, hvor meget lillebror lader mig sidde her. Men han er jo barn af computer-forældre, så det kommer vel ind med modermælken ;o)

Related Posts with Thumbnails